Lørdag ved middagstid ankom vi til Ebeltoft, seks personer fra Nyhavn i følgeskab med Anvar Tollen fra Christianshavn.

Mens vinden blæste med stormstyrke, afholdt 25 TS-medlemmer møde i Fregathavnen i et dejligt lokale med store vinduer lige ud til vandet.
Med denne panoramaudsigt var det som at opholde sig på et skib i stormvejr, bortset fra at vi ikke bankede pæle; og tankerne gik - godt jeg ikke er derude på havet lige nu.

Efter frokost blev alle deltagere fordelt i forskellige aktiviteter ud fra lyst og behov. Der var lagt op til, at man kunne lære tovværksarbejde og wiresplejs. David, der sejler med, og underviser på, Skoleskibet DANMARK, var »tovholder« i dette værksted.
Personligt fik jeg lært at lave wiresplejs, og nu kan min kone splejse tovværk og sy taklinger – tak for det!

Træarbejde var der også adgang til.
I tømrerværkstedet med rigtig gode faciliteter var der nogle, der lavede flagspil og lanternekasser til deres skuder. Her var det Ole, der var sjakbajs.

Besætningen fra SVALAN i Nyhavn havde fuld gang i essen i smedeværkstedet, og de fik fremstillet jernbeslag til deres rigning. Der var gang i den!

David gav en demonstration i, hvordan man laver et splejs med en kovs, og efterfølgende bevikler den med tjæregarn. Der blev trykket flittigt på de medbragte kameraer, så processen kan huskes, når man selv skal i gang.

Lørdag aften fik vi lækker mad. Flødekartofler, salat og rødt kød – med en god portion rødvin til. Hyggeligt var det, og Poul-Erik lagde op til en åben snak bordet rundt om blandt andet vores nye Træskibsfond, Maritime Kompetencecentre og kystkultur.
Nogle overnattede på Ebeltoft Vandrerhjem, andre på Fyrskibet, og for nogle blev det sent – uden at nævne navne.
Søndag havde besætningen på ANNA ELISE sørget for et lækkert morgentraktement, inden vi atter fordeltes i værksteder for at færdiggøre opgaver.
Efter en dejlig frokost på fregatten JYLLANDs Café var der rundvisning for interesserede på fregatten, hvor en ung historiker guidede os rundt. En god afrunding på forløbet.
Det var en hyggelig og lærerig weekend, sammen med søde og hjælpsomme mennesker – langt væk fra trædemøllen for en stund.