Søsatte Eventyr

Pinsestævne i Hobro

2. - 4 juni 2017

 

Overskriften for årets pinsestævne i Hobro er ’Søsatte Eventyr’. Mariagerfjord kommune, Maritimt Kulturcenter Mariagerfjord og Hobro Værft glæder sig til at få besøg af alle TS fartøjerne. Arrangørerne har slet ikke været til at stoppe, så forbered din besætning på endnu flere sejladser end de plejer. Stævnet byder nemlig på flere gode oplevelser til sejlerne. Tilmelder I jer alle ekstrasejladserne, kan årets pinsetræf komme til at strække sig over 2 weekender.

Selve pinsestævnet foregår selvfølgelig stadig fredag og lørdag, med generalforsamling søndag indtil frokost. Men for dem der vil have mere, kan pinsen i år allerede starte i weekenden den 27. – 28. Maj, hvor Peter Leth og Maritimt Kulturcenter Mariagerfjord inviterer til Akvavitsejlads og fest i det nybyggede kulturcenter. 

Se program for pinsestævnet under Praktiske oplysninger

Læs Peter Leths introduktion til turen gennem Mariager Fjord

Akvavitsejlads lørdag den 27. maj

Der vil i år være en god anledning til at komme til Mariagerfjord i god tid. Maritimt Kulturcenter Mariagerfjord og Peter Leth tyvstarter festlighederne i weekenden før pinse med at invitere alle TS fartøjer til AKVAVITSEJLADS. Skippermøde kl. 12:00 i Maritim Kulturcenter, afgang fra Hobro kl. 13:00 og skibene samles i Ørnedalsbugten kl. 14:00

Invitation til Akvavitsejlads

Festen starter i Hadsund den 1. Juni for de hurtige

På vejen til pinsestævnet i Hobro, byder Hadsund TS fartøjerne indenfor til mad og drikke torsdag den 1. Juni. Antonio fra Restaurant DaVinci i Hadsund tilbyder gratis buffet til 50 besætningsmedlemmer, der er om bord på et TS fartøj på vej til pinsestævne. Eneste krav er, at skibene kvitterer med at holde åbent skib for Hadsunds borgere. Spisebilletterne uddeles efter ”Først til mølle” princippet, maks 5 spisebilletter pr. skib - Der er ikke flere gratis spisebilletter.  Der kan købes spisebilletter af Antonio, når I ankommer.


Flere nye aktiviteter for de deltagende skibe

TS har sammen med arrangørerne fra Mariagerfjord kommune forberedt en masse nye aktiviteter for de deltagende skibe. Målet er at skabe flere sejladser tilpasset både de store og de små fartøjer, for at give mulighed for at fremvise de egenskaber de forskellige skibstyper har. Der vil være både nye og kendte aktiviteter. Vi håber alle deltagende skibe vil tage godt imod de nye aktiviteter. 

Åbent skib: Både i Hadsund og i Hobro får du/I mulighed for at vise skibet frem for publikum og fortælle om alt der har interesse. 

Indsejling med varer til Havnemarked: Joller og eventuelt enkelte af de mindre skibe inviteres til at deltage i denne opvisningssejlads. Et af de store fartøjer anker op udenfor havnen, og de mindre joller og skibe sejler ud og henter varer hjem til de handlende på havnen. Aktiviteten foregår fredag den 2. juni mellem klokken 14:30 - 16:00. Mulighed for at supplere skibskisten med lækre lokale varer for indsatsen.

Marsvinejagt:  Ballondans på vandet, der foregår i rojoller med 3 personer om bord. Aktiviteten foregår lørdag den 3. juni klokken 10:30 - 11:30. Læs beskrivelse af sejladsen

Præsentationssejlads: Årets præsentationssejlads kommer til at foregå i 2 etaper. Dette for at lette ud- og indsejling i den snævre indsejling til Hobro havn - og for at undgå at tømme havnen for skibe i længere tid. Afsejlingsplanen fremlægges på skippermøde lørdag den 3. juni kl. 9:00 på Værftet.

Receptionsskibe: Mod betaling skal der bruges nogle af de større skibe til afholdelse af reception for virksomheder. Receptionerne foregår mens skibene ligger ved kaj og der formidles kontakt mellem skib og sponsor om, selve afviklingen. Udfyld ved tilmelding, hvis I ønsker at stille skibet til rådighed for en reception i et par timer lørdag (I kan godt være med på præsentationssejladsen også). 

Skriv mail til Jan Vestergård mail@jatime.dk eller ring på: 2447 9969.

Præmiesejlads: Der er mulighed for at vinde en flot præmie i præmiesejladsen, der foregår fredag den 2. juni klokken 12 - 14. Sejladsen går fra Hadsund mod Hobro. Mødested oplyses efter tilmelding. Alle skibe kan være med uanset størrelse og drivkraft. Præmien uddeles ved festen lørdag aften.

Akvavitsejladsen: Lørdag den 27. maj. Alle skibe kan være med uanset størrelse og drivkraft. Starten går kl. 14:00 fra Ørnedalsbugten. Kommer man sejlende ude fra fjorden, kan man få info om sejladsen over VHF’en fra dommerskibet ELEFANTEN.

Skal du hjem og lufte hunden eller passe jobbet i ugen mellem Akvavitsejladsen og Pinsestævnet, tilbyder Peter Leth at holde opsyn med skibet til du kommer tilbage til pinsestævnet.

 

Seneste frist for tilmelding er 15. Maj 2017.

TS glæder sig over, at BAC Corrosion Control A/S igen i år sponsorer zinkanoder til TS fartøjer, der har tilmeldt sig inden 15. maj 2017. Skriv på tilmeldingen hvilke størrelser dit skib kan få glæde af. De sponsorerede anoder uddeles ved pinsestævnet. Ingen garanti gives for at alle ønsker opfyldes, men alle rettidigt tilmeldte skibe, får glæde af sponsoratet.

 

TILMELDING 

Hadsundbroen - information

Pinsestævne 2017

 

Flyer i PDF

Søsatte Eventyr i Hobro

Hobro Værft, Mariagerfjord kommune og kommunens erhvervs- og turistforening er sammen med TS i gang med at lægge program for Pinsetræffet 2017 i Hobro. Overskriften er Søsatte Eventyr'.

Tilmeldinger åbnes i begyndelsen af 2017.

Træskibs Sammenslutningen | Stjernegade 20 E | 3000 Helsingør | CVR 30869125 | Tel. +45 5184 1971 | Email: sek@ts-skib.dk | Handelsbetingelser

Hjemmeside fra e-hjemmeside.dk